Er det nødvendigt at grunde, før jeg maler?

 

Vi bliver ofte spurgt, om det egentlig er nødvendigt at grunde, før man maler.

Hvad er primer maling / grundmaling?

Primer maling er det samme som grundmaling eller grunder. Kært barn har mange navne.   ;o)

Hvorfor skal jeg bruge grundmaling?

Det kan virke som en god ide at springe grundmalingen over, men du får et langt flottere resultat – og faktisk nemmere, hurtigere og billigere – hvis du maler med grunder først.

Hvis der er malet før og det er hvid på hvid – eller andre helt lyse farver – kan du måske slippe afsted med bare at male ovenpå, forudsat at det ikke er mange år siden, der sidst er malet, og der ikke er pletter på væggene.

Men især hvis du ikke har malet overfladen før, og du ikke bruger grunder, risikerer du, at overfladen enten suger uens eller at maling har svært ved at hæfte på den. Det kan betyde, at resultatet ikke bliver rigtig pænt eller at det ikke holder lige så længe.

Grunder er særligt udviklet til at mætte underlaget og til at hæfte godt på overfladerne – hvor maling er beregnet til at give en flot og stærk overflade.

Brug grunder for at:

Få en ensartet overflade at male på

Når overfladen er mættet og ensartet i farven, får du et pænere resultat, når du maler med slutmalingen. Du undgår de skjolder, der kan komme, hvis grundlaget ikke suger ensartet.

Især hvis du maler for første gang på væv, gipsvægge, træ og lignende, er det vigtigt at sikre sig en helt ensartet bund ved at bruge grundmaling, før du maler med den endelige maling.

Få en bedre vedhæftning

Maling sidder bedre fast på en grunder, og dermed får du et mere holdbart resultat.

Især hvis du maler på metal eller fliser, er det vigtigt at bruge en grunder først, så malingen sidder ordentligt fast – men vi anbefaler, at du altid bruger grunder, særligt hvis emnet ikke har været malet før.

Skjule skjolder fra sod eller nikotin

Du kan købe en særlig spærregrunder / isolergrunder til at dække pletter fra nikotin eller sod. Hvis du ikke bruger spærregrunder, vil pletterne trænge igennem malingen – uanset hvor mange gange, du maler.

Husk ikke kun at male oven på pletterne; mal hele væggen for at få et ensartet grundlag, inden du maler med slutmalingen. Så får du flotte vægge og lofter uden farveforskelle.

Få en bedre dækkeevne

Maler du oven på en kraftig eller mørk farve, kan almindelig maling have svært ved at dække den helt, og måske skal du male adskillige gange for at dække den gamle farve helt. Hvis du maler med grunder, dækker du den gamle farve og kan derefter nemt male over med din slutfarve bagefter.

Indendørs grundere

Udendørs grundere